Nyhed

Sådan laver du din egen birkesaft

Saften fra birketræet er en naturlig råvare med en sødlig smag og mange anvendelsesmuligheder. I kan drikke den, bruge den i madlavningen eller hælde den i håret.
BIRKESAFT: Du kan nemt selv tappe lækker og brugbar birkesaft fra skovens træer. Se her hvordan.

Et voksent birketræ kan suge mange hundrede liter vand i løbet af et døgn. Vandet er blandet med sukker fra træets rødder, og I kan nemt tappe saften og opleve smagen af et birketræ. Saften kan nemlig drikkes direkte fra træet.

Blot er det vigtigt, at I finder et sundt birketræ med en stor trækrone. Stammen skal være mindst 15 cm i diameter, og I skal huske at spørge ejeren af træet om lov til at tappe saften fra træet.

Tip: I Naturstyrelsens skove, hvor der findes birketræer mange steder, må man klippe en gren af et træ, der er over 10 meter højt.

Sådan gør i

  1. Klip en fingertyk gren over.
  2. Stik grenen ind i flasken og bind flasken fast til grenen med en snor rundt om flaskens krave.
  3. Saften vil nu selv løbe ned i flasken.
  4. Over et par dage vil I på denne måde kunne tappe et par liter birkesaft. Herefter lukker grenen selv såret.

Hvis I skal bruge en større mængde birkesaft

  1. Bor et ca. 10 mm bredt og 10 cm dybt hul lidt skråt opad ind i træet, så saften kan løbe ud. Undgå at bore hvor der er knaster eller grene.
  2. Rens og skyl hullet for træsmuld og træspåner.
  3. Stik en plastik- eller gummislange igennem en gummi- eller korkprop.
  4. Sæt proppen fast i hullet i træet og stik slangen i en flaske eller dunk. Sørg for at systemet lukker tæt, så I undgår bakterier og svampesporer i saften.
  5. Tøm flasken eller dunken hver dag, indtil I har den ønskede mængde birkesaft.
  6. Når I er færdige med tapningen bør I lukke tappehullet med en korkprop, som bankes ind i hullet i træet.

Hygiejne og holdbarhed

Det er vigtigt, at den flaske eller dunk I tapper i er helt ren, for at undgå spredning af bakterier. Når saften er tappet skal den opbevares i køleskab, hvor den kan holde sig i op til fem dage. Hvis I fryser saften ned kan den holde sig i op til et år.

Masser af mineraler

Saften fra birketræet indeholder 99 pct. vand. Den resterende procent er fruktose, glukose, frugt-syre, aminosyre, c-vitamin og mineralerne kalium, kalcium, fosfor, magnesium, mangan, zink, natrium og jern.